Lasse Cha Pedersen
Designer
Lasse er vores inhouse designer, og arbejder med alt fra 3D og rendering til produktudvikling.
Hver dag arbejder Lasse med hans store passion – nemlig at være kreativ og udvikle møbler, der med tiden bliver en del af nogen hjem.
Men at være designer handler ikke kun om at designe pæne møbler. Lasse fortæller, ”Det er kunsten at kombinere drømme med virkelighed og sørge for, at et produkt har den rigtige æstetik, pris og funktionalitet. Men også at forstå kundens behov og ikke lade sig rive med af egne præferencer og visioner”.
Jens Holm
Lagerkoordinator
Ad Hoc-ekspert. Problemløser. Der er mange måder, hvorpå man kan betegne Jens Holm. Hans officielle titel er dog lagerkoordinator. Men han har været vidt omkring, inden hans faste plads blev på lageret i Tvis. Han startede me d at køre truck, så blev det til to år på lageret i England og så tilbage til Spedition i Danmark. Al den viden han har fået samlet op undervejs, kommer i dag til god nytte på lagerkontoret.
Det er Jens man ringer til, når der er problemer med en printer, man mangler et personaleskab og når trucken ikke starter. Det er nemlig Jens, der har ansvaret for at købe driftsprodukter ind og vedligeholde dem. Han har hver dag kontakt med mange forskellige mennesker og afdelinger, hvor han hjælper med stort og småt, og er et slags filter til lageret. Og netop det er han vild med.
”Efter 17 år er det stadig fedt! Actona er en del af mit DNA, og hver dag er jeg glad for at gå på arbejde. Jeg sætter pris på de mange forskellige opgaver og uforudsigeligheden”, siger Jens.
De bedste dage er dog dem, hvor det hele går op i en højere enhed. Når den svære samtale, endte med en god løsning. Når det var muligt at få en bedre aftale med en leverandør. Når han kunne hjælpe en kollega med at løse et problem. For at sprede god stemning og skabe et godt arbejdsklima er essentielt for Jens; ”jeg sidder ret centralt og lærer hurtigt folk at kende, og kan nok sætte navn på de fleste” – og netop det med at kunne få en ny kollega til at føle sig velkommen er vigtigt for ham – det bidrager til den gode stemning.
Helle Andersen
Lagermedarbejder
Skal du finde Viggo spisebordstol, Freya sofaen med Max stoffet eller en af de andre hundrede varer vi har i showroomet - så er det altid en god ide at spørge Helle Andersen om hjælp. De sidste mange år har Helle Andersen haft sin daglige gang i showroomet, hvor hun sørger for, at der er styr på de møbler, der er udstillet. For mange af de møbler, der er i showroomet, er samlet af Helle - det er nemlig en af de opgaver, der fylder meget på Helles opgaveliste. Ligeledes får Helle ugentlige lister med de møbler, der skal ud af showroomet, som hun sørger for, bliver sendt videre i systemet.
Specielt op til husmesser samt i forbindelse med Køln messen har Helle ekstra travlt, for udover alle de nye møbler der skal ind, så hjælper hun også Sarah, vores stylist, med at male, tapetsere og flytte rundt på møblerne.
På Helles ugentlige to do liste finder man også foto. Til foto i både white box og i showroomet er Helle en vigtig brik. Det er hende, der finder alle de møbler, der skal fotograferes, og sørger for, de kommer på plads igen.
Helles arbejdsdag er uforudsigelig, og der er altid meget at se til. Hun elsker udfordringerne og hasteopgaverne og med sit pligtopfyldende væsen, sørger hun selv for at planlægge sin dag, så alle opgaver bliver løst bedst muligt.
Sarah Knudsen
Stylist
I Tvis ligger vores 5.700 m2 store showroom, og det er vores stylist Sarah, der er ansvarlig for at det altid står skarpt. Heldigvis er Sarah utrolig kreativ og har altid styr på de nyeste tendenser. Hun er ikke kun ansvarlig for showroomet, hun er også stylist når vi tager miljøbilleder. Sarah sikrer at vi har en sikker visuel identitet der skinner igennem alle vores billeder.
Claus Børlum
Product Range Manager
Skabelsen af det rigtige produkt. Det er det, Claus Børlums arbejdsdag omhandler, og det er også det, der driver ham i hans arbejde - at finde det rigtige produkt, på det rigtige tidspunkt, til den rigtige pris.
Som Product Range Manager har Claus, i samarbejde med tre kollegaer, ansvaret for produktudvikling samt kategoristyring af Actona Groups sortiment. Claus har det overordnet ansvar for, at de spiseborde, kabinetter, skænke og kommoder vi har i sortiment kan blive bestsellers; ”vi skal have de helt rigtige varer i forhold til look, materialer og funktion. Vi skal ramme markedet på præcis det tidspunkt, hvor efterspørgslen stiger”, siger Claus.
I sit arbejde samarbejder Claus med mange afdelinger. Når et nyt produkt skal udvikles, starter det med et behov og en ide, som designerne omsætter til tegninger. Disse tegninger bruger indkøbsafdelingen derefter til at finde den helt rigtige leverandør. Når prøven kommer til mønstring i Tvis, er Kvalitetsafdelingen og Legal & Complience med for at godkende varen, og Claus sørger selvfølgelig for, at produktet har det helt rigtige look og feel. Først der, når varen er godkendt, slipper Claus den. Og så alligevel ikke. For sammen med Marketing sikrer han, at det er de rigtige møbler, der står i showroomet, og de er placeret på den rigtige måde ud fra fx pris.
Lige nu kan det ikke komme bag på mange, at træ kombineret med metal sælger rigtig godt – se bare på vores Seaford serie. Men hvad skal komme bagefter? Det er kunsten, og det Claus og produktudviklingsteamet arbejder med.
Kim Ferré
Salgstrainee
Fra praktikant til trainee
Trainee var målet, praktik var vejen derhen. Men praktikken endte med at give ham endnu mere blod på tanden, og lyst til at lære mere. Med udfordringer fra første dag, var Kim slet ikke i tvivl om, at praktik med efterfølgende traineeforløb var den helt rigtige vej for ham.
Som en del af markedsføringsøkonomuddannelsen skulle Kim i praktik, og selvom han blev tilbudt tre forskellige praktikpladser, var det opkaldet fra Actona Group han ventede på "At Actona er en stor international virksomhed, kombineret med, at de tilbyder et traineeforløb, gjorde, at det var der, jeg ønskede at komme i praktik".
For Kim handlede det om at komme væk fra studierne, ud i erhvervslivet og prøve sig af i ’den virkelige verden’. Han ville mærke, at han gjorde en forskel.
Praktikken har givet Kim en tyvstart, som han selv beskriver det, og givet ham indsigt i, hvad et traineeforløb kunne give ham af faglig ballast. "Jeg kan tydeligt mærke at Actona investerer massivt i både praktik- og traineeforløbet. Det er fedt at blive taget så seriøs".
Arbejdsopgaverne Kim arbejdede med i praktikken, arbejder han videre med i hans traineeforløb, men ansvaret bliver hele tiden større.
Kim arbejder videre med fx kundehenvendelser "Når jeg får kundehenvendelser, bliver jeg også selv klogere på møblerne, og jeg brænder virkelig for at give den absolut bedste service til vores kunder".
Nogle af de arbejdsopgaver Kim har fået lov til at arbejde med under hans praktik har, udover kundehenvendelser, været faktureringer og håndtering af reklamationer. Det lyder måske simpelt, men når man smider sprog- og kulturbarrierer ned over, og samtidig skal have en bred viden om vores produkter og procedurer, så bliver udfordringen pludselig en hel anden.